Garagebygget quadcopter overgår TGV-togets hastighed

I en garage tæt på Kapstaden har et far-søn-team skabt noget, der får ingeniører verden over til at spærre øjnene op. En selvbygget quadcopter, primært fremstillet med 3D-print, har netop skubbet grænserne for, hvad der er muligt uden for industriens laboratorier.

Mike og Luke Bells Peregreen V4 opnåede en gennemsnitshastighed på 657,6 km/t. Det er mere end dobbelt så hurtigt som et TGV-tog i fart – og tilstrækkeligt til at sikre dem et officielt Guinness World Records-certifikat som verdens hurtigste quadcopter.

Strengt protokol sikrede den officielle rekord

Målingen fulgte Guinness’ strenge regler: to successive gennemflyvninger i modsatte retninger, så vind- og modvindsforhold neutraliserer hinanden. Under testen nær Kapstaden nåede dronen ”kun” 599 km/t mod vinden, men med vinden i ryggen tikkede speedometeret næsten 658 km/t.

Bemærkelsesværdigt nok forbedrede Bell-duoen deres egen tidligere rekord fra juni 2025 med 14 km/t. I mellemtiden havde en australsk ingeniør kortvarigt overtaget førstepladsen med sin DIY-drone, Blackbird. Men sydafrikanernes comeback lod ikke vente på sig.

Guinness godkendte den nye rekord den 11. december 2025, hvilket markerede tredje gang, at Mike og Luke fik deres navne indskrevet i de officielle hastighedsrekorder for droner.

Hvordan 3D-printning blev til et hastighedsfordel

Ét samlet stykke minimerer luftmodstand

Peregreen V4 er langt mere end blot ”en hurtig racer”. Designet er et sammenspil mellem simuleringer, fysiske tests og præcis 3D-printteknologi. Næsten hele strukturen – fra ramme til landingsstel og kamerahus – blev fremstillet i ét enkelt printjob på en Bambu Lab H2D-printer med dobbelt ekstruder.

Ved at printe kroppen som én del undgår bygherrerne sømme, skrueforbindelser og fremspring. Dette reducerer luftmodstand og turbulens omkring rammen drastisk.

Jo glattere og mere strømlinet ydersiden er, desto færre hvirvler opstår, og desto højere bliver tophastigheden med samme motoreffekt.

Simulering førte til den perfekte form

Teamet anvendte CFD-softwaren AirShaper til virtuelt at teste luftstrømme omkring dronen. For hver iteration justerede de formen på arme, krop og motorgondoler marginalt, indtil softwaren viste en optimal balance mellem løft, modstand og stabilitet.

Fem måneder intensivt arbejde gik med at finpudse denne fjerde generation. Hver komponent blev revideret: vægtykkelse, kantafrunding, elektronikkens placering. Målet forblev konstant: større hastighed uden at gå på kompromis med manøvreevnen.

Fire motorer presset til det yderste

Under motorhættene kører fire børsteløse T-Motor 3120-motorer på 900 kV. kV-værdien angiver, hvor mange omdrejninger per minut en motor drejer per volt. En højere værdi betyder flere omdrejninger, men stiller også hårdere krav til køling, elektronik og propeller.

Propellerne forblev ikke standard. Bladene blev slebet ned til omkring 15 centimeters længde. Disse kortere propeller kan rotere ved højere omdrejningshastigheder uden at miste effektiv luftstrøm – noget der sker hurtigere med længere blade.

Motortype: børsteløs T-Motor 3120, 900 kV
Antal motorer: 4 (quadcopter-konfiguration)
Gennemsnitlig rekordhastighed: 657,6 km/t
Testlokation: Kapstaden, Sydafrika
Primær produktionsmetode: 3D-printning i ét stykke

Rammen voksede en smule i forhold til forrige generation, men præstationen led ikke under det. Carbondelene, hvor stadig nødvendige, blev håndpudset til en flad og blank finish. Det lyder banalt, men ved hastigheder over 600 km/t tæller små ujævnheder i strukturen pludselig med.

Fra familieværksted til verdensscenen

Hobbyeksperiment med professionel indflydelse

Det, der adskiller denne historie fra mange rekordattempts, er den udprægede familiekarakter. Mike og Luke har nu arbejdet i over to år på deres serie af Peregreen-prototyper. Hver mislykket testflyvning leverer nye data, hver smeltet connector eller brækket arm bliver anledning til en designjustering.

Deres proces forbliver ikke skjult. På deres YouTube-kanal demonstrerer de, hvordan de printer komponenter, kører simuleringer og analyserer styrt. Denne åbenhed appellerer til hobbyister, men også til ingeniører, der dagligt arbejder med langt større budgetter.

Et velindrettet hobbyrum, en 3D-printer og et kritisk blik viser sig nogle gange at være nok til at konkurrere med etablerede aktører.

Hvorfor sådanne rekorder betyder noget

En hastighedsrekord kan virke som en kuriositet, men ekstreme droner som denne spiller samme rolle som racerbiler i bilindustrien. De flytter grænser og leverer data, der senere siver ned til anvendelser, som ser mindre spektakulære ud, men er desto mere nyttige.

Fra denne type projekter opstår for eksempel:

bedre kølekoncepter til kompakte motorer og ESC’er
letvægtsrammer med færre komponenter og længere levetid
smartere stabiliseringsalgoritmer til turbulente forhold
nye kombinationer af materialer, såsom hybrid 3D-print/carbonstrukturer

Denne viden kan senere ende i droner til inspektioner, søge- og redningsmissioner eller militær rekognoscering, hvor hvert sekund tæller. En redningsdrone, der når hurtigere frem til en bjergbestiger eller skibbrudne, øger overlevelseschancen markant.

Hvad fortæller dette om 3D-printning og selvbyggerdroner

Fra legetøj til seriøs teknologi

Historien om Peregreen V4 viser, hvor modent maker-miljøet er blevet. Hvor selvbyggerdroner for ti år siden ofte var improviserede ”planker med propeller”, drejer det sig nu om udspeculerede maskiner designet med professionel software.

3D-printning spiller en nøglerolle her. Materialevalg, lagtykkelse og printretning påvirker styrke og stivhed. Ved at indbygge målrettede forstærkninger behøver designere ikke bruge så massivt materiale, og vægten forbliver lav.

Risici og grænserne for eksperimentering

Ekstremt hurtige droner medfører naturligvis ekstra risici. Et nedstyrtning ved 600 km/t frigiver en energi, der ligger langt uden for hobbysegmentet. Testflyvninger hører derfor hjemme i kontrollerede miljøer med klare sikkerhedsperimetre og, hvor muligt, tilladelser.

Lovgivningen halter også bagefter denne type eksperimenter. Mange lande begrænser allerede højde, afstand til bebyggelse og pilotens synslinje. Den, der alligevel vil udforske hastighedsgrænserne, må sætte sig grundigt ind i lokal lovgivning og eventuelt søge samarbejde med testcentre eller universiteter.

For det bredere drone-fællesskab kan denne rekord inspirere, men også tjene som påmindelse om, at trinvis arbejde lønner sig. Små forbedringer i aerodynamik, en bedre afstemt flight controller eller mere præcist balancerede propeller kan tilsammen gøre stor forskel – uden nødvendigvis at sigte efter rekorder.

Den, der selv vil begynde, kan starte med simuleringssoftware og billige, langsomtflyvende rammer. Ved at følge samme metodiske tilgang som Bells – teste, måle, justere – opstår solide, sikre droner, der egner sig til mange anvendelser, fra luftfotografering til landbrugsovervågning.