Grøn drøm, landlig mareridt: hvorfor energiomstillingen brænder landmændenes tillid op – Pasta Party

Når bæredygtige idealer støder mod brudt tillid

Vinden stryger hen over det flade terræn, forbi en række popler og en gård med røde tagsten. Ude på gårdspladsen hos landmand Jan ser du tre ting ved siden af hinanden: en gammel traktor, et skinnende nyt solpaneltag og en halvåbnet kuvert fra regionen liggende på køkkenbordet.

Udenfor brøler en ko. Indenfor bliver der regnet, bandet og tiet.

Energiomstillingen stod engang i brochurerne som en bæredygtig drøm. Grøn strøm, ren luft, fremtid for børnene. På landet føles det nu for mange landmænd som noget helt andet: som et mareridt, der bid for bid æder deres jord, deres nattero og deres tillid.

Kløften mellem smukke grønne planer og mudder på støvlerne vokser dag for dag. Og et sted i den kløft forsvinder noget essentielt: troen på myndighederne.

Fra fælles vision til påtvunget virkelighed

Kører man en hverdag morgen gennem norddanske landsbyer, ser man det med det samme. Nye vindmøller i horisonten, mark efter mark fyldt med blanke solpaneler, og imellem dem gårde, der har eksisteret i generationer. På papiret er dette kulissen for en succeshistorie om grøn udvikling.

I køkkenerne på de gårde lyder et andet narrative. Der tales stille om udpegningskort, netkongestioner, ekspropriationstrusler og ”borgerinddragelsesaftener”, hvor man primært skulle lytte. Bæredygtighed føles der ikke som fælles opbygning, men som noget, der rulles ud henover dem. Oppefra og ned.

Det, der engang var landets stolthed, forvandler sig således til et spændingsfelt. Landmænd ser deres gårdsplads fyldt med teknologi, men deres stemme bliver mindre og mindre.

En landmands rejse fra håb til skuffelse

Tag historien om Marianne, kvægbonde i Østjylland. For ti år siden kom den første udvikler forbi: om hun ville leje en hjørne af sin mark ud til en vindmølle. ”God ekstraindtægt, stort set ingen besvær,” lød det. Det virkede logisk, mælkepriserne var under pres. Hun skrev under.

Fem år senere ville naboerne også have vind. Så fulgte en solpark. Derefter planer om en ny højspændingsledning.

Den lokale vej blev mere fyldt med byggefærdsel end traktorer. Og det ”stort set ingen besvær” viste sig at være en lang række tilladelsesprocedurer, nabostridigheder og konstant skiftende aftaler om kompensation.

Marianne fik sin årlige godtgørelse. Men hun mistede noget andet: roen i landsbyen, båndet til naboerne, følelsen af at det var deres landskab. Det, der engang lignede en mulighed, blev en kilde til mistillid mellem landmænd indbyrdes og overfor kommunen.

Når logik fra hovedstaden møder livet på marken

Landmænd befinder sig præcis dér, hvor energiomstillingen har brug for plads. Vind vil have højde, sol vil have hektarer, nettet vil have tracéer. Og lad det nu lige være dér, landmænd lever af: plads.

Logikken fra København er klar: Danmark skal gøres bæredygtigt, målene er hårde, tiden presser. Landbrugsjord ligner ”spillerum”.

På kortet passer det måske. I praksis handler det om steder med historier, grave, familiefortællinger, lån i banken. Om virksomheder, der netop har investeret i emissionsfattige stalde og nu hører, at deres jord måske er nødvendig til en energihub. Og samtidig til vandopbevaring. Og måske også til naturgendannelse.

Den stakning af opgaver – kvælstof, klima, vand, energi – føles ikke på gårdspladsen som en smart integreret tilgang. Det føles som overvældelse. Hvert nyt kort underminerer den smule tillid, der var tilbage efter forrige sag.

Sådan taber du (og vinder du) landmænd i energiomstillingen

Alligevel findes der bondegårde, hvor energiomstillingen ikke føles som et angreb, men som et fælles skridt. Det begynder ofte med én simpel bevægelse: først spørge, så underskrive. Kommuner, der før udformningen af søgeområder besøger landmændene. Ikke med færdige kort, men med kaffe, tid og en blank skitse.

En praktisk metode, der skiller sig ud i regioner, hvor der er mindre gnidning: landmandskooperativer som udgangspunkt. Landmænd samler selv deres arealer til sol eller vind, forhandler sammen med udviklere og fastlægger i deres egne aftaler, hvor grænserne går.

På den måde forbliver styringen – og en større del af indtjeningen – i lokalområdet. Energiomstillingen sker da ikke på dem, men med dem.

Det gør en enorm forskel, hvis det første spørgsmål ikke er ”Må der være en park her?”, men: ”Hvad vil du om ti år med din virksomhed og din jord?”

Når processen selv skaber modstand

Hvor det ofte går galt, hører man på én eftermiddag til et landsbymøde. Invitationer, der kommer for sent. Tekniske tegninger, som ingen forstår. Flotte ord om ”inddragelse”, hvorefter planen i virkeligheden allerede er fastlagt. Og standardkompensationer, der føles som drikkepenge for et helt liv med udsigt til turbiner.

Mange landmænd siger det sådan: når myndighederne først i årevis siger ”innovér, investér, skalér op” og bagefter pludselig vender reglerne, slider det dybt. Så lander ethvert nyt bæredygtigt tiltag automatisk i en jordbund af mistillid.

Og ja, en del af den mistillid bliver næret via sociale medier og vrede gruppesamtaler. Men frøet er ofte virkelig blevet plantet på gårdspladsen.

Lad os være ærlige: ingen gør reelt det hver dag. Ingen læser frivilligt 300 siders politikdokumenter, før de skal fodre en malkerobot. Det gør magtbalancen skæv: udviklere og myndigheder kender reglerne, landmænd mærker primært konsekvenserne. Og præcis dér bryder emotionerne ud.

”Vi er ikke imod bæredygtig energi,” siger planteproducent Jesper fra Vestsjælland. ”Vi er imod planer, der rulles ud henover vores hoveder, som om vi er brikker på et skakbræt.”

Hvad landmænd faktisk beder om

I samtaler med landmænd falder de samme ønsker igen og igen. Ikke storslåede visioner, men konkrete ting, der gør forskellen mellem at deltage eller falde fra:

• Blive inddraget tidligt og ærligt, før kort er fastlagt
• Transparente kompensationer og medbestemmelse over, hvem der bliver ejer
• Ét fast kontaktpunkt i stedet for konstant skiftende projektledere
• Plads til at sige nej uden straks at blive stemplet som ”obstruktionsmager”
• Søge kombinationer: energi med jordbund, natur, vand og virksomhedskontinuitet

Vi har alle allerede oplevet det øjeblik, hvor man støder ind i en uigennemskuelig mur af regler. For landmænd er det ikke et øjeblik, men en daglig virkelighed. Der bryder tillid hurtigere sammen, end noget klimamål kan nås.

Et land, der ser længere end næste kort

Det, der sker på bondegårde, siger noget større om Danmark. Energiomstillingen afslører pinligt, hvordan vi omgås vores land, men også hinanden. Landmænd, der falder fra i klimafortællingen, er ikke ”klimaskeptikere per definition”. Det er ofte mennesker, der allerede er blevet til tre omstruktureringer af landskabet senere, uden at nogen virkelig blev ved med at lytte.

Der findes landsbyer, hvor vindmøller nu er meddelt af lokale beboere og landmænd. Hvor børn i skolen lærer om strømmen, der kommer fra ”deres” turbine. Hvor indtægterne strømmer tilbage til forsamlingshuse, sportsanlæg og grønne striber langs vejene.

Det kan altså godt lade sig gøre, hvis medbestemmelse ikke tilføjes sidst, men deles fra begyndelsen.

Det kræver et andet tempo end ministeriernes Excel-ark gerne vil se. Tillid vokser ikke i projektfaser, men over år. Sommetider over generationer.

Den virkelige bæredygtige drøm

Måske er den ægte bæredygtige drøm ikke kun at være CO₂-neutral i 2050. Måske er det et land, hvor landmand, borger og administrator igen lærer at kigge på et kort sammen. Ikke som slagmark, men som fælles livsrum.

Det starter med ubehagelige spørgsmål. Hvem må tjene her på energiomstillingen? Hvem bærer byrderne? Hvem bestemmer, hvad ”god” bæredyggørelse er på et sted, hvor allerede fem generationer har dyrket den samme jord?

Hvis vi tør stille de spørgsmål seriøst, skifter tonen på gårdspladsen mærkbart. Fra ”de tager alt fra os” til ”hvordan kan vi sammen blive klogere af dette?”. Dér, i den skrøbelige forskydning, ligger måske det største klimaprojekt overhovedet.

Ofte stillede spørgsmål

• Hvorfor er så mange landmænd kritiske over for vind- og solparker? Fordi de ofte oplever dem som oppefra påtænkte projekter, der lægger beslag på deres jord og udsigt, mens deres egen fremtid som virksomhed forbliver usikker.
• Tjener landmænd godt på bæredygtig energi på deres jord? Det varierer enormt: nogle landmænd profiterer via kooperativer eller gunstige kontrakter, andre sidder fast i gamle aftaler, der giver lidt og medfører mange besvær.
• Er landmænd imod selve energiomstillingen? De fleste ikke; de er imod uforudsigelig politik, stakning af krav og følelsen af, at de primært bærer byrderne og har lidt at skulle have sagt.
• Hvad kan myndighederne gøre anderledes på landet? Starte tidligere med ærlige samtaler, respektere grænser, tilbyde ét vindue og lade landmænd være medbestemmende om ejerskab og indtjening fra projekter.
• Kan energiomstillingen netop give muligheder for landmænd? Ja, hvor energiproduktion smart kombineres med landbrug, natur og lokalt ejerskab, kan det give ekstra indtægter og nye fremtidsscenarier.