Hvem bliver rige på sundhedspersonale, der holdes fattige? – Pasta Party

Når plejens prisfest aldrig når medarbejderne

Løfter hun forsigtigt sin patient op, trykker hjemmeplejeren på stopknappen til bruseren og kigger hurtigt på sin telefon. Endnu tre adresser, så hjem. Klokken viser 10.42, hendes køreplan siger, hun egentlig skulle være væk kl. 10.30. Hun smiler venligt til manden i brusestolen, men i hovedet regner hun: kørselsudgifter, ubetalte minutter, stigende husleje. Ved månedens udgang bliver der mindre og mindre tilbage.

Hvem der rent faktisk tjener på det, kender hun ikke personligt. Men hun ved, de findes.

På fakturaen til kommunen står der godt tre gange så meget, som hun får i timen. Plejeorganisationen, formidlingsbureauet, endnu et led imellem. Alle tager et stykke af kagen. Undtagen den person, der tager støttesokker på og opfanger nødsignaler. Et sted i denne kæde bliver nogen rige på sundhedspersonale, der strukturelt holdes fattige. Spørgsmålet er bare: hvem, og hvor længe endnu?

Hvor forsvinder pengene egentlig hen i hjemmeplejen?

Følger man med et hjemmeplejeteam tidligt om morgenen, ser man to systemer støde sammen. Ved køkkenbordet sker der pleje: kaffe, medicin, en arm om en skulder. På hovedkontoret sker der forretning: kontrakter, timepriser, marginer.

Mellem disse to verdener er der en kløft, hvor mange penge forsvinder. Hjemmeplejere kører fra klient til klient, ofte for en nettoløn i timen, som et bijob i supermarkedet nogle gange ikke engang afviger så meget fra.

Kommuner betaler via servicelovens hjemmehjælp og hjemmesygeplejen ofte solide takster til plejeudbydere. I nogle regioner drejer det sig om 250 til 450 kroner i timen, der betales fra offentlige midler. Sundhedspersonalet, der kommer hjem til folk, ser nogle gange ikke engang 110 kroner brutto af det.

Selvstændige plejere lejes ind via bureauer, der tager 20 til 30 procent margin, nogle gange mere. Store koncerner omsætter for millioner, mens medarbejderne tager ekstra vagter for at kunne betale elregningen. Det forhold gnaver, hver eneste dag.

Mekanismen er pinligt enkel. Kommuner og sundhedsforsikringsselskaber vil ”indkøbe effektivt”, så de presser taksterne. Plejeorganisationer vil sikre deres kontinuitet, så de opbygger buffere og ledelseslag. Mellemled – formidlingsbureauer, holdingkonstruktioner, ApS’er – spiser med fra tilskudspuljen.

I enden af kæden står sygeplejersken eller social- og sundhedshjælperen. Den, der mærker presset om at gøre mere på kortere tid. Mindre tid per klient, mindre tid per handling. Sådan opstår et system, hvor sundhedspersonale strukturelt forbliver underbetalt, mens de samlede sundhedsomkostninger bare bliver ved med at stige.

Hvem bliver så rige på underbetalt pleje?

De største vindere sidder sjældent i hjemmesygeplejens bil. Det er ledere med topsalærer lige under embedsmandsloftet, aktionærer i pleje-ApS’er, ejere af formidlingsbureauer. De ser pleje som ”marked” og klienter som ”produktionslinje”.

I årsrapporter står ord som effektivitet, kædesamarbejde og stordriftsfordele. I appgrupper fra hjemmeplejeteams står der især: ”Hvem kan tage endnu en vagt, for vi mangler folk?”

Et eksempel fra en jysk kommune: en hjemmeplejeorganisation fakturerer kommunen 390 kroner i timen. Den selvstændige hjemmesygeplejerske, der udfører arbejdet, får udbetalt 210 kroner i timen, hvoraf hun også skal betale sine forsikringer, pension og administration.

Formidlingsbureauet stryger godt 90 kroner i timen, uden selv at forbinde ét sår eller skubbe én rollator. Resten bliver hos plejeorganisationen i bygninger, ledelseslag og marginer. I enden af kæden sidder sundhedspersonalet tilbage med usikkerhed og økonomisk stress, mens organisationens årsregnskab ser pænt ud.

Logikken bagved er usundt klar: den, der sidder tæt på pengene, bestemmer spillereglerne. Kommuner og forsikringsselskaber vil have forudsigelighed og styrer på tal. Organisationer vil have overskud eller i hvert fald positiv bundlinje.

Den eneste gruppe, der ikke har reel forhandlingsstyrke, er menneskene med nøgleknipperne og notesblokken: sundhedspersonalet selv. De arbejder ud fra kald, ansættelse eller falsk selvstændighed i et system, der udnytter den loyalitet. Pleje som kald bliver sådan til pleje som billig råvare. Og dér bliver nogen faktisk bedre stillet – men sjældent den med den blå polo og nattevagterne.

Hvad kan du som sundhedspersonale rent faktisk gøre inden for dette skæve system?

Et første konkret skridt er at se meget mere forretningsorienteret på dit eget arbejde. Ikke ud fra kynisme, men ud fra selvopholdelse.

Skriv en måned lang alt ned: rejsetid, ubetalte minutter, telefonopkald efter arbejdstid, egne midler, du bruger. Regn så ud, hvad din reelle timeløn er. Det tal kan være skræmmende, men giver dig pludselig et solidt grundlag i samtaler med din arbejdsgiver, bureau eller kolleger.

Tal derefter ikke kun om vagter og tjenester, men også om pengestrømme. Spørg roligt: hvad fakturerer organisationen i timen for mit arbejde til kommunen eller forsikringsselskabet? Hvor meget af det ender hos de mennesker, der leverer plejen?

Mange sundhedsmedarbejdere føler skam ved at tale om penge. Alligevel ændrer der sig ikke meget, så længe alle bare løber hurtigere. Lad os være ærlige: ingen gør virkelig det hver dag – men én solid samtale per kvartal kan allerede gøre en verden til forskel.

I sådan en samtale kan én sætning blive hængende, som en social- og sundhedsassistent formulerede det:

”Uden os ligger hele kæden stille, men vi er de eneste, der ikke får del i det, når det går godt.”

• Spørg efter timefakturaen: vid, hvad der bliver faktureret på dine vegne
• Tjek din reelle timeløn: medregn også rejsetid og ubetalte minutter
• Saml din stemme: meld dig ind i en fagforening, brancheforening eller aktionsgruppe
• Kend dine rettigheder omkring overarbejde, tilgængelighed og tilstedeværelse
• Tør sige ”nej” til takster eller konstruktioner, der ikke stemmer

Hvad hvis vi virkelig turde organisere hjemmepleje anderledes?

På en bestemt måde ved alle, at det ikke kan holde sådan længe. Teams kollapser, selvstændige brænder sammen, klienter ser hele tiden nye ansigter.

Hvad ville der ske, hvis vi lod pengene strømme direkte til bydelen med minimale mellemled? Småskala kooperativer af sundhedspersonale findes allerede, men får stadig ofte for lidt plads i udbuddene. Forestil dig et system, hvor hjemmesygeplejersken ikke er slutstenen, men udgangspunktet for politik.

Vi har alle haft det øjeblik, hvor vi tænker: hvem passer egentlig på dem, der passer? Det er ikke et blødt spørgsmål, men en hård forudsætning. Uden en sund økonomisk basis for sundhedspersonale bliver pleje mere og mere drejedørsarbejde. Mere sygefravær, mere udskiftning, mindre kvalitet, flere omkostninger. Regningen ender så hos præcis de mennesker, der allerede kører fast: klienter, pårørende og sundhedspersonale selv.

Måske begynder forandring ikke med en stor folketingsdebat, men med små, stædige valg i praksis. En kommune, der åbent vælger organisationer, hvor minimum 70 procent af plejepengene går til direkte pleje. En sundhedsmedarbejder, der sammen med kolleger starter et kooperativ og er transparent om takster. En klient eller pårørende, der spørger: ”Hvor meget af de her penge går egentlig til dem, der kommer herind?”

Den, der tør stille de spørgsmål, hjælper med at bryde det stille tabu: at vi i årevis har accepteret, at andre blev rigere, mens hjemmehjælperen forskød sin benzin og sprang sine pauser over.

Ofte stillede spørgsmål:

• Tjener jeg som hjemmeplejer virkelig så meget mindre end det, der bliver faktureret? Ja, i de fleste konstruktioner går en betydelig del af timebeløbet til organisationsomkostninger, overhead og nogle gange profitmarginer. Forskellen mellem fakturatakst og din løn kan løbe op i snesevis af kroner i timen.
• Må jeg spørge min arbejdsgiver, hvilken takst der bliver faktureret for mig? Ja, du må bare spørge om det. Gennemsigtighed om takster er ikke en gunst, men en rimelig forespørgsel, især når der arbejdes med offentlige penge.
• Er arbejde som selvstændig i plejesektoren altid økonomisk mere fordelagtigt? Ikke altid. Timetaksten ser højere ud, men du betaler selv forsikringer, pension, administration og nogle gange også ubetalt rejsetid. Det handler om det nettobeløb, der bliver tilbage per arbejdet time.
• Hvad kan jeg gøre, hvis jeg føler mig udnyttet af et formidlingsbureau? Tal med kolleger, meld dig hos en fagforening eller jurist og gå i dialog med kommunen eller institutionen, der giver opgaven. Du står stærkere, hvis du deler information og trækker sammen.
• Giver det mening som individuel sundhedsmedarbejder at lade sin stemme høre? Ja. Én stemme ændrer ikke systemet, men gør synligt, hvad der foregår. Kombinerede historier fra arbejdspladsen er ofte begyndelsen på politisk og samfundsmæssigt pres på forsvundne plejepenge.