7 chokerende sandheder om hjemmepleje: Hvorfor helte tjener mindst mens politikere skåner sig selv – Pasta Party

Når solen endnu ikke er stået op, men hjemmeplejen allerede kører

En helt almindelig hverdag i en forstad til Rotterdam. Karin, 54 år, stiger ud af sin lille røde Toyota. Mørket ligger stadig over gaderne, hendes ryg banker allerede, og på passagersædet ligger en plastikpose med to madpakker og en halv liter lunken te.

Hun tjekker hurtigt telefonen: 12 klienter, 6 forskellige adresser, næsten ingen tid afsat til kørsel mellem besøgene. Betaling? Kun for de minutter, hun faktisk er hos klienten. Ikke tiden imellem.

Inde i en lille lejlighed udfører hun i stilhed arbejde, ingen ser: tage støttestrømper på, smøre brød, hjælpe med bad, trøste. Uden for, nogle kilometer derfra, begynder en anden person dagen i en mørkeblå tjenestebil med chauffør, pressechef og kaffe serveret i porcelænskrus.

Og så stiller ingen højt det åbenlyse spørgsmål: Hvem af dem har råd til huslejen om et par måneder?

Systemet knager – det politiske maskineri drejer videre som ingenting

Spørg en vilkårlig rådmand eller minister, om hjemmepleje er vigtig, og du får en varm fortælling om ”uundværlige sundhedshelte”. Spørg derefter til deres egen løn og juridiske tillæg, og det bliver pludselig meget stille.

Mens medarbejdere i hjemmeplejen for knap over mindstelønnen vasker ældre, giver dem mad og overvåger deres medicin, hæver politikere roligt deres egne godtgørelser og udgiftsordninger. Kløften føles ikke bare økonomisk, men nærmest respektløs.

Den, der hver dag bogstaveligt talt løfter andres kroppe, får sjældent følelsen af, at nogen virkelig løfter hendes stemme i Haag.

Tag Nora, 31, enlig, arbejder 28 timer i hjemmesygeplejen – på papiret altså. På hendes lønseddel står et bruttoløn om måneden, som en ung politisk rådgiver på et ministerium ikke engang ville stå op for.

Rejsetimer, beskeder uden for arbejdstid, administration om aftenen: ubetalt. Sidste måned regnede hun det hele ærligt ud. Inklusive rejsetid og beskeder kom hun op på godt 38 timer om ugen. Omregnet tjener hun mindre end hendes 19-årige fætter i supermarkedet.

Og alligevel skubber kommunen uden at blinke millioner over til konsulentfirmaer for at ”organisere plejen mere effektivt”. Ironien gør næsten fysisk ondt.

Hvordan blev det så skævt? Et system bygget på konkurrence frem for kvalitet

Plejesystemet er konstrueret af kontrakter, udbud og priskrig. Kommuner køber hjemmepleje ind, som var det en pakke printerpapir: så billigt som muligt, hvert år på ny sat op mod hinanden i konkurrence.

Plejeorganisationer konkurrerer på timesatser og klemmer, hvor det stadig er muligt: lønninger, tid, uddannelse, rejsetid. Politikere gemmer sig bag ”snævre budgetter” og ”europæisk udbudsret”, mens de giver sig selv royale udgiftsgodtgørelser, der sjældent beskæres.

Den, der arbejder i bunden, mærker hver eneste nedskæring. Den, der beslutter i toppen, mærker primært, hvor bløde de blå stole i mødelokalet er.

Hvad du faktisk kan gøre: små handlinger, store revner i et fastlåst system

Selv hvis du ikke selv har politisk magt, kan du gøre mere end at se magtesløs til. Start småt, tæt på. Tal med hjemmeplejemedarbejderen, der kommer hos dine forældre eller naboer. Spørg, hvordan hendes dag virkelig er, ikke bare om alt ”fungerer”.

Spørg plejeorganisationen om indsigt i den timesats, kommunen betaler, og hvor stor en del heraf der rent faktisk når medarbejderen. Det må du gerne vide.

Skriv én gang om året en mail til din byråd med tre konkrete punkter: bedre løn, betalt rejsetid og mindre tidspres for hjemmeplejen. Én mail, tyve byrådsmedlemmer. Du kan regne med, at den bliver læst.

Fra klager ved køkkenbordet til handling med navn og sagsnummer

Vi er blevet vant til at mukke ved køkkenbordet og sukke over for talkshows. Alligevel sker der først noget, når klagerne får et navn, et ansigt og et sagsnummer.

Send en kort, høflig mail til sundhedsforsikringen, hvis din mor hver uge får et nyt ansigt ved sin seng. Meld til kommunen, at udbud der kun går på pris, fører til endnu mere arbejdspres og nedbrud.

Og vær mild over for dig selv: Du behøver ikke være aktivist hver uge for at gøre en forskel. Nogle få skarpe signaler på det rette sted kan allerede sætte en kædereaktionsreaktion i gang.

”Jeg tjener mindre end den politiske rådgiver, der kalder mit arbejde for ’pleje på afstand’ i en rapport,” fortalte en hjemmesygeplejerske mig. ”Men jeg er den, der får folk ud af sengen. Bogstaveligt talt.”

Konkrete skridt du kan tage – uden at gå ned med stress

I samtaler med sundhedsmedarbejdere hører man hele tiden de samme temaer vende tilbage. Ikke kun penge, men også respekt, indflydelse og tid til virkelig at give omsorg. Det kan du målrettet reagere på, også som borger eller kollega.

• Spørg ind til lokale politikere: hvad tjener de, hvilke godtgørelser har de, hvad vil de gå ned på?
• Støt aktioner fra fagforeninger og faglige foreninger, selv om du ikke selv er medlem.
• Tjek din stemmeadfærd: partier, der råber om ”mindre offentlig sektor”, skærer ofte først i plejebudgetter.
• Del historier fra hjemmeplejemedarbejdere på sociale medier, med deres tilladelse. Historier rammer hårdere end statistik.
• Og ja, underskriv petitionerne – men ring eventuelt også et byrådsmedlem op. Det gør næsten ingen.

Underbetaelte helte fortjener mere end klapsalver fra altanen

Vi er hurtige med smukke ord. Sundhedshelte. Uundværlige. Samfundets rygrad. Alle klapper med, når der kommer en kampagnefilm forbi, og så går vi videre til dagsordenen.

Alligevel ligger netop i den ubehagelige erkendelse chancen for forandring. Vi ved dybt inde, at det her ikke passer.

Hvis en hjemmeplejemedarbejder efter 25 års tjeneste ikke længere kan betale sine indkøb uden et andet job, så er det ikke et personligt problem. Det er et politisk valg.

Vi har alle haft det øjeblik, hvor vi tænkte: hvad nu hvis jeg selv får brug for pleje en dag, hvem står der så ved min seng? Det ærlige svar er: en, der allerede nu er udmattet, eller en, der har besluttet, at sådan kan det ikke fortsætte og er stoppet.

Systemet kører på mennesker, der føler sig ansvarlige ud over deres lønseddel, og det udnyttes nådesløst.

Den ubehagelige sandhed: Hvad er du villig til at give afkald på?

Måske begynder en mere retfærdig hjemmepleje med ét ubehageligt spørgsmål til dig selv: hvad er jeg villig til at give afkald på, så de mennesker, der vasker min bedstefar, kan få en levedygtig løn?

En krone ekstra om måneden i sundhedspræmie. En rådmand mindre på en konference i Bruxelles. En konsulentrapport, der aldrig bliver skrevet.

Ikke alt ligger i dine hænder. Men meget mere, end vi gerne vil tro, gør faktisk.

For så længe underbetaelte helte bliver ved med at bukke, og overbetaelte topdiplomater bliver ved med at sidde, knager der noget i fundamentet af vores land, som ingen politisk dokument kan glatte ud.

Ofte stillede spørgsmål:

• Hvorfor er hjemmepleje blevet ramt så hårdt af nedskæringer? Fordi kommunerne efter decentraliseringen fik mindre budget og måtte udbyde skarpt, hvilket betød, at pris kom før kvalitet.
• Tjener politikere virkelig så meget mere end hjemmeplejemedarbejdere? Ja, ud over løn har de ofte rigeligt med udgiftsgodtgørelser, pensionsordninger og sekundære vilkår, som plejemedarbejdere kun kan drømme om.
• Hjælper det virkelig at maile til byrådet? Ja, byrådsmedlemmer har sjældent direkte kontakt med ”rigtige” borgere; en personlig mail med et konkret eksempel vejer tungere, end du tror.
• Kan en plejeorganisation ikke selv bare hæve lønningerne? Ofte ikke, fordi timesatserne i kontrakter med kommuner er så lave, at der knap er plads til ordentlige lønninger.
• Hvad kan jeg gøre lige nu for hjemmeplejen i mit område? Gå i dialog med plejemedarbejdere, støt aktioner, gør misforhold til samtaleemne hos kommune eller forsikring, og lad din stemme ved valg veje tungt på dette tema.